GS i kina, af Jørgen Andersen

Artikel i MUSIKMAGASINET 'DAM' - Dansk Amatør Musiks tidsskrift
 
Glostrup Sangforenings Mandskor i
international korkonkurrence i Kina,
juli 2010
 
Af Hans Lindberg-Jensen og Jørgen Andersen
 
Under mottoet 'singing together brings nations together' afholdt Musica Mundi i juli 2010 igen en international korfestival. Hovedorganisationen var INTERKULTUR Foundation, og festivalen fandt denne gang sted i Kina. Legene - for nu at bruge et sportsudtryk - havde det ganske storladne navn
6th World Choir Games Shaoxing, China
- og stort var det. Den største verdensomspændende korfestival nogen sinde, pralede arrangørerne med. Og det skal nok være rigtigt, se blot her: 472 kor af snart sagt alle sammensætninger fra mere end 80 nationer, sendte sangere til Shaoxing, og 20.000 hævdes at have deltaget. I spidsen for det hele stod tyskeren Günter Tisch, organisationens præsident siden starten i 1988.
Shaoxing, Østens Venedig, med 4,3 mil. indbyggere, ligger tre timers buskørsel sydpå fra Shanghai (14,5 mil.!), hvortil man kommer efter et halvt døgns flyvning fra København.
Selskabet fra Glostrup Sangforening på i alt 39 personer, heraf 29 sangere og en dirigent, ankom til Shaoxing onsdag d. 14. juli. Sangerne kom første gang i ilden torsdag eftermiddag efter en kort sceneprøve om formiddagen. Det forgik i "Cultural Theatre of Shaoxing County" og gjaldt en kvalifikationsbedømmelse foran et dommerpanel. Her skulle det afgøres om koret overhovedet skulle gå videre, og om den videre færd i konkurrencen i så fald skulle foregå i Champions Competition, altså i mesterskabsklassen, eller i Open Competition, den åbne konkurrence.
Lad os lige se på det medbragte program, sammensat i overensstemmelse med konkurrencekravene:
Musik af nulevende komponist: To nyskrevne satser fra messen missa brevis (Phillip Faber)
Fra et andet lands kultur: One Hand, One Hard (Bernstein/Sondheim), West Side Story.
Sang fra egen nationale kultur, sunget på originalsproget: Den blå anemone (Harder/Munk).
Sang af eget valg: I Believe (Drake/Graham/Shirl/Stillman/Phillip Faber).
 
Umiddelbart efter forelå resultatet, og efter en snak mellem dirigenten og dommerpanelet blev det anbefalet at sende koret videre i den åbne konkurrence.
 
Om aftenen var der åbningsceremoni i "China Textile City International Convention & Exhibition Center" hvor omkring 8.000 mennesker, heraf angivelig 2.000 sangere og en masse VIP'ere, deltog. Ceremonien varede 3½ timer. Et farvestrålende skue, men umådelig varmt for tilskuerne. I det hele taget var varmen, der svingede omkring de 40 grader og med en luftfugtighed på gennemsnitlig 88, et vilkår man måtte regne med under Kina-opholdet.
Fredag den 16. gjaldt det så konkurrencen i den åbne gruppe. Stedet og repertoiret var det samme som dagen før, men koret havde i mellemtiden justeret blandt andet sin entré og opstilling, og det viste sig at være en fornuftig disposition. Som fredagens sidste kor blev der afleveret en meget tilfredsstillende præstation, af en kvalitet som koret, som formanden sagde, ikke har præsteret tidligere. Denne gang fik man ikke resultatet med hjem.
 
Lørdagen stod på sightseeing, og senere overværedes en koncert med tre af mesterskabskorene, Studentersangerne fra Lund, et italiensk kor og et kinesisk kor. Man fik lejlighed til at hilse på en af dommerne, Steen Lindholm fra Danmark. Dagen sluttede med en kinesisk opera i det stedlige operahus. Søndag mere sightseeing, og om aftenen en såkaldt firework-koncert, en storslået koncert med solister, koroptræden, symfoniorkester, Michael Jackson-fællesssang med tekster på storskærm, mv. Vældig flot og betagende.
 
Mandag den 19. juli var der prisoverrækkelse - en flere timer lang ceremoni, igen i kæmpehallen i "Convention & Exibition Centre", og igen med tusinder i voldsomme jubelscener, viftende med flag og bannere, efterhånden som resultaterne åbenbaredes fra storscenen. Ikke meget forskellig fra stemningen ved store fodboldmesterskaber.
Der skulle gå to timer, og så pludselig stod der GLOSTRUP SANGFORENING på scenens store lystavle. Og så skulle man være en slem træmand hvis der ikke kom en klump i halsen. Resultatet, i form af et diplom som dirigenten og formanden fik overrakt på scenen, var et sølvdiplom i kategori 7, karakter 17,87, kun slået af et stort kinesisk mandskor der fik guld med 20,1 point.
Link til festivalens hjemmeside: www.interkultur.com
 
Tirsdag aften deltog sølvmedaljekoret i en venskabskoncert i en skole i Shaoxing, "Multifunctional Hall of Shaoxing No.1 Senior High School". Efter planen skulle det være sammen med et belgisk og et russisk kor, men det var blevet ændret sådan at der kom et ungdomskor fra Hong Kong og et lokalt kinesisk kor. Glostrup-korets repertoire bestod nu af en række friske og hurtige numre, og da koret nåede frem til den kinesiske folkemelodi, som var blevet indøvet på kinesisk hjemmefra,og arrangeret til lejligheden af korets dirigent, brød bifaldet løs.
 
Netop Phillip Faber som siden 2005 er mandskorets dirigent, fortjener at få de sidste ord i denne beretning om en begivenhedsrig rejse med koret i sommeren 2010: trods sine kun 26 år en såre erfaren dirigent, pædagog, arrangør og komponist, allerede med stor mandskorerfaring. Uden ham havde koret næppe haft en medalje med hjem fra Kina.
 
Jan Knudsen  | jafrkn@gmail.com