Workshop 2010

Artikel i MUSIKMAGASINET 'DAM' - Dansk Amatør Musiks tidsskrift   
 
   Mandskor-symposium i Glostrup med storslået       
   afslutningskoncert i Københavns Domkirke
   den 4., 5. og 6. juni 2010
 
Af Jørgen Andersen, Glostrup Sangforenings Mandskor
 
Som et af landets ældste mandskor bestræber Glostrup Sangforening af 1883 sig bestandig for at fremme og befordre mandskortraditionen i Danmark, den mandskor-kultur, som jo kunne manifestere sig stærkere end den gør. Ikke fordi der ikke er et blomstrende korliv i Danmark, men kun et par procent af alle registrerede kor, både professionelle og amatører, er i dag rene mandskor - i antal højst 35.
   I det lys skal symposiet, eller workshoppen, som Glostrup Sangforening afholdt i juni 2010, ses. Det skal ingen hemmelighed være at kredsen af mandskor, der gav tilsagn om at være med da projektet allerede et år tidligere blev lagt frem, var større, end den endte med at være. Men hele 90 sangere deltog dog, og det er da klart at de frafaldne er gået glip af nogle rigtig spændende dage og en smuk afslutningskoncert. På vej ud af Københavns Domkirke efter koncerten om søndagen, sagde én af tenorsangerne til mig: - det var helt fantastisk - det her går simpelthen over i historien!
 
De deltagende mandskor var De Gamle Drenge (stiftet 1994 som udløber af Det Danske Drengekor, oprindelig Parkdrengekoret, som var blevet oprettet 50 år tidligere), Det Grafiske Kor - København (tidligere Typografernes Sangforening, oprettet 1846), det sydfynske Horne Mandskor (stiftet 1845) og endelig workshoppens arrangør Glostrup Sangforening af 1883.
 
Workshoppen bød på en enestående chance for at arbejde med professionelle dirigenter og instruktører, mødes med og udveksle erfaringer med andre dygtige mandskor, og synge koncert i et næsten 100 mand stort kor med solist og symfoniorkester. Workshoppen strakte sig over tre dage, fredag til søndag, og programmet var tilrettelagt så man i kor- og stemmegrupper blev stemmetrænet mv., og sådan at korene enkeltvis fik mulighed for en masterclass med selvvalgt sang med hver af de to dirigenter.
   Robert Sund var workshoppens hovednavn. Den store svenske musikmand er en alsidig dirigent, sanger, komponist og musikarrangør. Den unge lovende danske komponist og alsidige musikbegavelse - og Glostrup-korets dirigent - Philip Faber, var arrangementets anden dirigent. Herudover deltog pianisten Henrik Metz som repetitør og den svanske sopran og stemmepædagog Karin Thulemark, fastansat stemmepædagog i Danmarks Radio.
 
Arbejdsprogrammet bestod af arrangementer og uddrag af klassiske værker, og folketoner og musicals 'af middel sværhedsgrad'. Hele nodematerialet var forlods blevet udsendt, og det hele kunne naturligvis indlemmes i korenes egne programmer.
   Undervejs i forløbet blev programmet for søndagens afslutningskoncert indstuderet.
   Mandskor-symposiets store afslutningskoncert i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, med klaver og 20-mands orkester, blev dirigeret af Robert Sund og Phillip Faber og havde den norske koloratursopran Lina Johnson som solist. Programmet indeholdt musik af Niels W. Gade, Edvard Grieg, Carl Nielsen, Leonard Bernstein, Franz Lehar, Carl M. Bellmann, Evert Taube, Richard Rodgers og P.E. Lange Müller.
   Ja, det var en storslået afslutningskoncert, og workshoppen var en enestående anledning til at puste fornyet liv i madskortraditionen. Det bør formanden for Glostrup Sangforening, Hans Lindberg-Jensen, æres for - han var idémanden, og ham var det, som trak det store læs med tilrettelæggelsen. Ved at medvirke i dette musikalske forløb på højt niveau fik deltagerne tilskyndelse og begejstring til at fortsætte det daglige korarbejde med fornyet musikalitet og vitalitet.
 
Jan Knudsen  | jafrkn@gmail.com